Quinoa chokoladekage

Jeg er en KÆMPE fan af quinoa, der er en rigtig superfood 💪

De små gyldne frø er ekstremt næringsrige. De har bl.a. et meget højt proteinindhold, og de er rige på kostfibre, sunde fedtsyrer som omega 3 og 9, antioxidanter samt magnesium, jern, zink, calcium, B og E-vitamin.

Desuden kan quinoa anvendes i et hav af lækre retter 🤩

Jeg bruger det som sundt tilbehør til kød, fisk og grøntsager i stedet for ris eller pasta, og jeg koger altid en STOR portion og gemmer resterne i køleskabet.

Den kolde quinoa kan nemlig bruges til mange ting, for eksempel:

– salater
– tilbehør til grønne frokostretter
– vegetardeller
– sund morgengrød
– brød og KAGE

Prøv for eksempel denne nemme, superlækre – og ret sunde – quinoa chokoladekage:

– 2 dl. kogt hvid quinoa
– 4 æg
– 8 Medjoul dadler
– 3 spsk. kokosolie
– 1 stk. bagepulver
– 4 spsk. kakao
– 100 gr. mørkt chokolade min. 70%

Kom dadler, æg og kokosolie i en foodprocessor eller kraftig blender og kør, indtil det er en jævn masse. Tilsæt den kogte quinoa, bage- og kakaopulver og kør igen. Tilsæt til sidst hakket chokolade. Kom massen i en form med bagepapir og bag ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Mums 😍

Bonusinfo om quinoa:

Quinoa stammer oprindeligt fra Sydamerika, hvor inkaerne gav den navnet ”Moderkornet” på grund af dens store næringsmæssige værdi. Faktisk er quinoa ikke et korn, men et frø. Derfor er quinoa også glutenfrit, hvilket er en fordel for mange.

Det er super nemt at tilberede. Det skal bare skylles godt under vandhanen og derefter koges i ca. 15 min. Beregn 2 dele vand til 1 del quinoa.

Det findes både i en hvid, rød og mørk udgave. De farvede quinoafrø er de sundeste, men hvis du ikke har smagt quinoa før, så start med den hvide, der smager mere neutralt. Lidt nøddeagtigt.