Milkshake på den sunde måde

Banan-og peanutbutter milkshake. Det kan man da kun blive i bedre humør af 😄

Denne milkshake er oven i købet lavet med anti-inflammatoriske ingredienser, blandt andet uden mælk og raffineret sukker. Så den får ikke dit blodsukker til at stige unødigt. Men den smager super godt alligevel 😍

Portionen rækker til to store glas – og en lille genopfyldning.

– 2 store overmodne bananer i skiver (helst frosne)
– 5 dl. usødet mandelmælk
– 4 tsk. usødet peanutbutter
– 2 tsk. usødet kakaopulver
– 3-4 bløde Medjoul dadler (uden sten)

Fyld lidt mandelmælk og resten af ingredienserne i en foodprocessor eller en god blender. Kør – og tilsæt resten af mandelmælken lidt ad gangen.

Hæld milkshaken i glas og pynt evt. med lidt kokos- eller soyaflødeskum og lidt revet mørk chokolade.

Tip:
Du kan sagtens lave lækre snacks og kager uden raffineret sukker. Jeg bruger som regel overmodne bananer eller dadler til at søde med. Ind imellem bruger jeg også agavesirup, som er et af de sødestoffer, der påvirker blodsukkeret mindst.

Bonusinfo:
Som udgangspunkt er mejeriprodukter ikke en del af den anti-inflammatoriske kost, da de blandt andet indeholder meget mættet fedt samt lette kulhydrater. Undtaget er dog de syrnede mælkeprodukter, som for eksempel kefir og A38. De indeholder nemlig mælkesyrebakterier, som forbedrer vores tarmflora.

Men du skal selvfølgelig spise det, du har det bedst med! Mange tåler fint mælkeprodukter.

Ved nogle sygdomme og helbredsmæssige udfordringer kan det dog være en fordel at reducere forbruget eller helt at undgå dem. Det kommer an på, hvad du fejler.