Farseret squash på den anti-inflammatoriske måde

Squashen er en genial grøntsag 😊 Den kan skylles/snittes på få minutter og kan bruges på utallige måder: Rå i salater, som squashgetti, i brød og boller, grillet og stegt.

Her farseret squash i en anti-inflammatorisk udgave med grøntsagsfyld, hakket kyllingekød og lidt plantebaseret ost på toppen:

– 2 store øko-squash
– 400 gr. hakket kyllingekød
– 1 stort løg
– 2 store hvidløgsfed
– Grøntsagsrester fra køleskabet (her revet gulerod og cherrytomater)
– Timian og oregano, gerne frisk
– Evt. plantebaseret revet ”ost”
– En god olivenolie

Skyl squashen og fjern kernekødet. Hak løg og hvidløg og svits det kort i olivenoliven. Tilsæt kyllingkød og svits med til kødet smuldrer. Tilsæt øvrige grøntsager, krydderurter samt kernekødet fra squashen (vrid det inden, hvis det er for vådt). Fyld grønt og kød i de udhulede squash og bag dem ved 180 grader i ca. 20 minutter. Strø evt. lidt plantebaseret ”ost” på toppen de sidste 5 minutter.

Server med fuldkornsris eller quinoa.

Tip: Brug kogte linser eller quinoa i stedet for kyllingekød, hvis du er vegatar/veganer, eller på en kødløs dag 😊

Lidt bonusinfo om squash:

Squashen mætter godt, men indeholder meget få kalorier. Til gengæld er den rig på C-vitamin, B-vitamin, A-vitamin (beta-caroten) og flere mineraler, så den er blandt andet god til huden, håret, synet, energiniveauet og meget mere.

Den er i sæson lige nu, så den fås billigt, også i den økologiske udgave.