Blomkålssuppe – en nem vej til vitamin C

Et af de vitaminer, der er meget vigtige for vores immunforsvar, er C-vitamin – og grøntsagssupper er en nem og effektiv måde at få meget C-vitamin på.

Her får du opskriften på en supernem blomkålssuppe med masser af vitamin C:

– Et stort økologisk blomkål
– 2 øko porrer
– ¾ liter grøntsagsbouillon
– 1 dåse kokosmælk
– Revet skal af en økologisk citron
– Salt og peber
– Olivenolie

Skyl og skær porrerne i mindre stykker og svits dem let i en gryde i en god olivenolie. Tilsæt blomkål i mindre stykker. Hæld bouillon og kokosmælk ved og lad det koge i ca. 20 minutter. Blend nu suppen med en stavblender, tilsæt revet citronskal og smag til med salt og peber.

Server med ristede kikærter – eller dit yndlingsbrød med persillepesto, der også indeholder masser af C-vitamin.

Tip: Tilsæt en tsk. ingefær og en tsk. gurkemeje til suppen for en endnu sundere udgave. Det giver også en mere eksotisk smag.

Bonusinfo om vitamin C:

Citrusfrugter er kendt for at være en god kilde til C-vitamin. Men vidste du, at grønkål faktisk indeholder 3 gange så meget C-vitamin som appelsiner? ALLE former for kål samt broccoli, bladgrønt og persille er gode kilder til C-vitamin. Det samme er hyben, peberfrugt, havtorn, bær og kiwi.