Sund grøn fastfood

Nogle gange ORKER man bare ikke at lave aftensmad, og så er det nemt at falde i pizzafælden. Men der er alternativer, der både er hurtigere, billigere og LANGT sundere.

For eksempel frosne grøntsager. Det lyder måske kedeligt, men specielt Rema har nogle spændende grøntsagsblandinger på frost, der kan blive til en lækker, grøn ret på 5 minutter.

Fastfood på den sunde måde:

– 1 pose frosne grøntsager
– 1 dåse kokosmælk
– Krydderier – f.eks. gurkemeje, karry, salt og peber
– Cashewnødder eller peanuts
– Persille eller koriander

Svits de frosne grøntsager i olivenolie et par minutter. Tilsæt kokosmælk og krydderier. Kog op og pynt med nødder og krydderurter. Server for eksempel med kogt quinoa og/eller lidt kylling eller fisk.

Tip: Lav lidt ekstra. Så er der nem frokost til næste dag.

PS. Jeg er ikke sponsoreret af Rema, desværre 😆

Grøn chiagrød der giver energi

Vidste du, at du kan spise dig til meget mere energi? Et af trickene er masser af grønt – også om morgenen.

Prøv for eksempel denne grønne chiagrød med avocado og banan. Den giver et energiboost, der varer langt op ad dagen.

Du kan lave den på få minutter aftenen før. Så har du nem morgenmad dagen efter. Du kan også spise den som sund eftermiddagssnack.

Grøn chiagrød (2 portioner)
– 2 dl. mandelmælk
– 1 avocado
– 1 moden banan (jo mere moden, jo sødere bliver det)
– 3 spsk. chiafrø

Blend mandelmælk, avocadokød og banan. Hæld massen i to glas og rør 1½ spsk. chiafrø i hver. Rør med jævne mellemrum henover de næste 5 minutter, så chiafrøene ikke klumper. Stil i køleskabet et par timer eller til næste dag.
Pynt med bananskiver, rå kokoschips, bær, hakkede nødder eller hvad du ellers har lyst til.

Tip1: Vil du have grøden sødere, kan du tilsætte lidt vaniljepulver eller 1-2 dadler uden sten.

Tip 2: Du kan også tilsætte 1 tsk. usødet kakao. Det giver en helt anden smag. Se billeder på min instagramprofil: mariannelangvad_spisdigfrisk.

Bonusinfo om avocado:

Avocado er en ægte powerfood. Den har et højt indhold af fiber, gode proteiner, sunde fedtsyrer, antioxidanter samt mineraler og vitaminer som kalium, B, C og E-vitamin. Og hvad betyder det så? Ja, de sunde fedtsyrer, antioxidanterne og B-vitaminerne er vigtige for din energiproduktion. Avocado kan også være gavnligt for blodsukkerniveauet, blodtrykket og det dårlige kolesterol. Og så er den god for fordøjelsen og for huden.

Et lille minus er, at avocado indeholder meget histamin. Så hvis du har histaminrelaterede udfordringer som allergi, eksem og astma bør du være lidt forsigtig med den.

Pandekager – på den sunde måde

Septemberhygge med friskplukkede brombær og lækre bananpandekager 😍

Pandekagerne smager sødt og lækkert, men du kan spise dem med helt ren samvittighed. De indeholder ikke sukker, men kun bananer, æg og glutenfrit havremel.

De er sunde hele vejen igennem, specielt når du topper dem med friske bær, som er fyldt med C-vitamin og andre antioxidanter.

Bananpandekager:

– To overmodne bananer
– 3 æg
– 2-3 spsk. glutenfrit havremel (fås i de fleste supermarkeder)

Topping: Friske bær og rå kokoschips (fås i Helsekosten)

Tip:
Tricket til at få pandekagerne søde, uden at bruge sukker, er de overmodne bananer. Jo mere modne de er, jo sødere bliver det 😊

Bonusinfo om bananer:
Bananer er fyldt med vitaminer som B og C-vitamin og indeholder mange mineraler, ikke mindst kalium der er kendt for at have blodtrykssænkende effekt. De indeholder også meget fiber (pektin), som er godt til fordøjelsen, samt meget tryptofan – en aminosyre, som vi bruger til at danne serotonin (lykkehormoner) og melatonin (søvnhormoner)

Bonusinfo om brombær:
Brombær er også de rene vitaminbomber og indeholder som alle mørke bær masser af antioxidanter, der beskytter os mod stress og skadelige stoffer. Derudover indeholder de planteøstrogener, der har en god effekt på PMS og hedeture.

Gulerodsuppe der giver varmen

Gulerødder er godt for øjnene, har min mor altid sagt – og det har din mor nok også 😊 Men det er ikke det eneste, de er godt for. Gulerødder er også med til at holde huden sund og smuk, og så er de fyldt med antioxidanter, som beskytter dine celler mod skadelige stoffer og styrker dit immunforsvar.

Spis derfor masser af dem, for eksempel i denne lækre gulerodssuppe. Den er lidt spicy, men varmer godt i denne halvkolde tid 😬

– 7 gulerødder
– 2 søde kartofler
– 2 løg
– 2 spsk. friskrevet ingefær
– 3 tsk. tørret gurkemeje
– Olivenolie
– 2 bouillonterninger
– 1 liter vand
– 1 dåse kokosmælk
– Frisk eller 1 tsk. tørret timian
– Salt og peber

Skræl grøntsagerne og skær dem i mindre stykker. Riv ingefæren. Svits alle grøntsagerne i en gryde sammen med gurkemeje og ingefær. Tilsæt vand og bouillonterninger og kog i ca. 20 min. Blend med en stavblender og tilsæt kokosmælk og timian. Smag til med salt og peber – og lidt chili, hvis du vil have den endnu mere spicy 😅