Jeg har altid syntes, at persille var lidt kedeligt. Noget man brugte i persillesovs og som pynt på kogte kartofler – og det var så det.
Men det passer jo slet ikke! Persille er faktisk utroligt næringsrigt, fyldt med både A-, C- og K-vitamin, som bl.a. er godt til knoglerne. Det indeholder også klorofyl, der virker udrensende og hjælper kroppen af med affaldsstofferne. Desuden giver det frisk ånde, og det er jo værd at tage med 😀
Persille smager fantastisk sammen med stegte og grillede grøntsager. Det er også lækkert i salater – f.eks. i blomkålssalaten fra mit tidligere opslag eller i en salat med quinoa, mynte og andet grønt.
Desuden kan du lave den lækreste pesto med persille. Her er en anti-inflammatorisk/vegansk udgave uden ost. Det lyder måske lidt kedeligt, men den smager virkelig godt:
– 2 bundter persille
– 1 hvidløgsfed
– 1½ dl. god jomfru olivenolie
– 1 spsk. citronsaft
– 50 gr. cashewnødder
– 50 gr. solsikkekerner
– Havsalt
Blend og smag til. Spis på groft brød eller til pasta (fuldkorns- eller bønnepasta selvfølgelig 😊)